Borgerkultur

I sin artikel præsenterer Palle Lykke en række eksempler på byhistorisk-topografisk digtning fra bykrisens værste år fra slutningen af 1600-tallet til afslutningen af Store Nordiske Krig. Digtene er først og fremmest udtryk for en udpræget antikvarianisme og lokalpatriotisme. Byens skæbne lå dens digtere på sinde. Den smerteligt miserable nutid kunne lindres af den mere glorværdige fortid, men også ved at fremhæve byens borgerånd, dens gavmilde materielle goder og dens omsorgsfulde og stolte institutioner. Artiklen viser, at der til hver by knyttede sig en egen identitet, som måtte føles truet under krisen.

Denne identitetsfølelse var i middelalderen i høj grad blevet formidlet i et religiøst og symbolsk rum omkring byhelgener, kirker, gilder og magistrat, men fik nu en litterær variant, der afspejlede tilbud bykulturens aktuelle styrke. Som Klaus Friedland har formuleret det, var borgerlig frihed det normative for et borgerliv i Nordeuropas byer i senmiddelalderen. Ikke frihed i vor forstand, men den enkelte borgers frihed til at unddrage sig udenbys herskabers krav til sin person og sin ejendom. Det var borgerskabet, man var forpligtet af, og dermed byens institutioner, man var forpligtet over for.


Individualiserende opbyggelseslitteratur

Byerne var bondesamfundet overlegne i læse- og skriftkyndighed. Det ortodokse fremstød i 1630- og 1640´erne havde cementeret kirkens rolle som formidler af den skriftlige kultur, men herefter satte den internationale befolknings- og vareudveksling et tydeligere præg på borgerkulturen. Rundt regnet hvert andet hjem med bøger i Aalborg havde værker på tysk i 1600-tallet og nogle også på hollandsk. Det samme mønster kendes i hovedtræk fra andre byer, visse havde endog endnu flere værker på tysk. Lidt under halvdelen af alle købstadshjem havde en bogbestand i 1600-tallet, og ikke mindst interessant tyder det på, at man mod århundredets slutning anskaffede sig mere individualiserende opbyggelseslitteratur og flere verdslige bøger.

Borgerkulturen havde taget retning mod det individualiserende og det rationelle. Købstadsteatrene, der skød frem fra omkring år 1800, kom til at stå som sindbillede på denne udvikling. Som Elsebeth Aasted skriver i sin artikel, var det borgerlige teater "en udvidelse af det private tilbud rum, som arnested for dannelse og samvær", hvor den borgerlige families fornøjelser blev trukket ud i offentligheden. Men ved siden af disse tendenser fandtes en anden hovedstrømning, der forstærkede den statskollektive kultur. I artiklen "Garnisonsbyen under enevælden" beskriver Karsten Skjold Petersen den demonstrative brug af militær musik ved vagtafløsninger og parader.